Kap 2: Skattergade i Svendborg, -hvad ved vi -og hvad tror vi.

Før vi bevæger os videre i Svendborg-historien er vi nødt til at vende tilbage til en af de tidlige kilder:

Provst J.L.Rohmann, 1797-1860 –skrev i 1832 ‘artikler om Svendborg’ som er citeret ret præcist af Johs. Olsen……..-og gengives her i dennes udgave:

‘Den pynt hvorpå borg og by var bygget, dannede en halvø, som indesluttedes af de to vige, der skar sig ind fra Sundet, den ene nord for klosteret og borgen forbi byens nuværende Mølledam og gennem Dronningemaen til Galgebakken, det gamle Struebjerg, -den anden syd for byen ind ad den såkaldte Lundemae, gennem vængerne forbi Stampemøllen til Pasop. Disse to vige har måske i endnu ældre tider dannet en Ø, eller har kun været adskilte af en smal tange, der forbandt oplandet med byen; de omgav byen i forbindelse med Sundet på dens tre sider, og strækningen mellem dem kaldtes måske af den grund vigvæltet ? Strækningen mellem dem udgjorde tildels byens Alminding, hvorpå borgerne fik stadfæstelse af Kong Christoffer d. 1.               Hertil indskrænkede vel byens jordejendomme sig.

Det er jo en helt fantastisk historie, som passer godt med teorierne i denne redegørelses første kapitel. Historien er skrevet i datid, og det er ikke helt klart hvilken tid, der refereres til, og Christoffer d. 1 regerede ikke før midten af 1200-tallet, men hvis den beskrevne topografi har været blot ‘lidt genkendelig’ på den tid, (som Rohmann også skriver i 1832) fortæller det ret meget om byens fortid.

Hvornår er det nu vi ved, -og hvornår er det bare noget vi tror ? Og hvem har fået os til at tro på en forhistorie, som vi egentlig ikke ved ret meget om.

Hvem skriver historien, -og hvorfor gør de det ?  Søger vi en sandhed, -eller bare en go’ historie ?

I den tidlige vikingetid –eller seneste jernalder, som nogen vil kalde det, havde vi ikke noget særligt udviklet skriftsprog på vore breddegrader. Vi hakkede runer med korte og konkrete oplysninger, men forfattede ikke lange historiske udredninger om landets status quo.

Det gjorde man derimod I vore nabolande mod syd, hvor frankiske og germanske munke kunne fortælle bloddryppende historier om de frygtelige normanner, som hærgede deres kyster, voldtog og plyndrede. Det har de nok også haft ret i, men det var jo kun en del af historien. Det er nok tænkeligt at er par unge brushoveder fra svendborg-egnen engang I 900- og tidligt I 1000-tallet er hoppet på den galaj, har været med på plyndringstogter i Frankerriget, -I England, i Spanien og Italien. Måske er de kommet tilbage med heltemodige ar, måske har man aldrig hørt mere til dem….

Vores historie handler om de, der blev tilbage, -og det var trods alt de fleste.

Landet var ungt, -og der var masser af det. Landbruget var under fortsat udvikling, den indbyrdes handel havde samlet sig i små bysamfund, og for Svendborgs vedkommende blev lagt grunden til en søfart, som nok har været ret enestående, -også set med datidens øjne.

Den første danske konge, der kan have haft nogen relevans til Svendborg er Svend Tveskæg, barnebarn af Gorm den Gamle. –men forbindelsen er ret tyndbenet. Svend levede i sidste halvdel af 900-tallet og var overvejende optaget af at bekrige sin far Harald Blåtand, og arrangere erobringstogter i England. Det har været nævnt i den tidlige Svendborg-historie, at han lod opføre ‘et speidertårn på det højeste punkt på halvøen’, (hvor Frue Kirke senere blev opført). Det kunne passe med hans interesse for at beskytte de sydlige farvande mod indvaderende flåder fra søsiden, -venderne ?

Hvis der er nogen sandhed i den historie, har det jo spillet en rolle for det lille bysamfunds udvikling, -og vi skal have lagt et par hundrede år til byens tilblivelse.

Historien er under alle omstændigheder interessant, fordi den fortæller lidt om den tidlige historieforskning som sådan:

Otto Jonansen fortæller i ‘Tre Tårne –og andre fortællinger fra Svendborg’, som iøvrigt på enhver måde er læseværdig, udgivet af Svendborg Museum i år 2000, -om Nicolaus Helvaderus (som egentlig hed Nicolai Hellevad) som levede på Chr.d.4 ‘s tid, og var sognepræst ved Sct. Nicolai i perioden 1590-1612. Hellevad var en lærd mand og skrev flere historiske udredninger og andre videnskabelige værker, herunder en mulig historie om Svendborgs oprindelse. Han fortæller om Svend Tveskæg og Palnatoke (en sagnomspunden kultfigur, som skulle have været Svends fosterfader i Odense !!).

Provst Joachim Begstrup, som i sig selv også er en vigtig og central kilde til historien udgav i 1823: ‘Et forsøg på en beskrivelse af Svendborg Kjøbstad’, citerer Hellevads teori, men dog med lidt kritisk sans. Begstrup er tydeligvis facineret af historien og det er Otto Jonasen også, -og hvad er historien om fortiden uden fascination af teorierne ?.

Hvis Svend Tveskæg og Palnatoke har været i Svendborg, -som der ingen som helst konkrete beviser er for, -og hvis de her har ladet opføre et formodentlig ret primitivt udsigtstårn på toppen af Kirkebakken, -kunne man også forestille sig, at tiden også har været til at ændre stedets navn fra den geografiske betegnelse ‘Svinasund’ –som egentlig bare betød ‘Stedet ved det snoede sund’, -til ‘Suinaborg’, som udstrålede lidt mere afskrækkende power…: ‘Her er vi befæstede, -hold jer væk’., -men det kan også meget vel være sket under den meget senere Svend Grathe…… derom senere.

 Der er belæg for at antage, at de første inddæmninger ved Dronningemaen, som senere blev til Mølledammen, er sket i andet halvdel af 1000-tallet. (Jansen, Skalk 1987). Det har krævet en anseelig manpower og betydet at indbyggertallet har været af en vis størrelse.

Det betyder også at de ældste veje i byen er opstået på denne tid. Det har været simple, mudrede jordveje med primitive broer over de åbne vandløb, hvor der nu har været behov for det. Vejene fulgte naturligvis stedets topografi, dvs de omkringliggende vandveje, og blev med tiden til Skattergade og Kyseborgstræde mod syd, og Bagergade og Hulgade mod nord, -og den allerældste Brogade mod øst til Sundet og ‘byens bro’.

Egentlige befæstninger udover f.eks. nævnte udsigtstårn på kirkebakken har der ikke været tale om, og de var i hvert fald rettet mod søen, -ikke mod landsiden. Indtrængende fjender kom fra søsiden, ikke igennem det uvejsomme landskab. Det var en flåde, tilhørende den nu siddende hersker, som ind i mellem lå opankret i vigen, der skulle alarmeres –ikke byen som sådan.

Bortset fra formodentlig jævnlige anfald på det spirende samfund fra plyndrende småhøvdinge fra nær og fjern, voksede byen og udviklede sig igennem resten af vikingetiden  -og ind i en tidlig middelalder.

Vi kan ikke helt afslutte vikingetiden uden af nævne Knud den Store, søn af Svend Tveskæg. Han fuldendte erobringen af store dele af England og var konge her 1016-35, i Danmark 1018-35 og i Norge 1028-35, og skabte herved et imperium af anseelig størrelse. Det handlede om ekspansion, og til gengæld ikke så meget om at tømre dette store rige sammen. Imidlertid har kristendommens indførelse og dermed kontakten med resten af Europa naturligvis repræsenteret en voldsom kulturel og social betydning, og en stor handelsmæssig udvikling.

v/Henrik Fog-Møller

 

Næste kapitel bringer os ind i den tidlige og ret blodige middelalder og dermed byens befæstelse, volde og grave, -og til byens langsomme men sikre udvikling.