Skattergade og 2'verdenskrig, -del 2.

I forbindelse med mindehøjtideligheden i anledning af 70 året for kampene i Skattergade 11 og bombningen af huset den 18. marts 1945, har vi i Skattergade Beboerforening fået mange henvendelser fra tidligere beboere i gaden, som kunne tilføje noget til den historie, som allerede er at finde her på hjemmesiden.

Nedenstående ses hvad vi har modtaget:

Samlet af Søren Lindholm.

Jørgen Schou, Bjarkesvej 15, Svendborg, skriver om 'En 5 års drengs oplevelser i 'Skattergadeslaget':

Mine forældre havde en damefrisørsalon i Skattergade 16 i 1945.

Huset ligger lige over for Skattergade 11.

Vi havde salon og stue ud til Skattergade, og soveværelse ud mod gården men med en stor dør ind til stuen.

Jeg kan lige så tydelig huske natten hvor Amtsavisen blev sprunget i luften, det var et kæmpe ildhav, der oplyste himlen. Det føltes næsten som det var i vores baggård, det var i hvert fald tæt på. Jeg var selvfølgelig meget bange og utryg ved situationen.

Det betød, at jeg næste nat sov i dobbeltsengen mellem min mor og far. Min lillebror lå i en barneseng i den modsatte ende af værelset i nærheden af døren ind til stuen.

Jeg glemmer aldrig natten mellem den 17 og 18. marts, Jeg vågnede pludseligt i dobbeltsengen, der var en infernalsk larm, og det lød som om at nogen gik og slog mod ydervæggen med en hammer. Min far hvisker, at der er nogen der skyder ude på gaden. De skød åbenbart vildt omkring sig, for der var nogle af vores vinduer der blev smadret af kuglerne. Min mor sagde, ”vi må have lillebror over til os inden der sker ham noget”, så min far kravlede ud af sengen og kravlede på alle fire hen til min lillebror, for at få ham væk fra eventuelt vildfarne kugler. Han fik ham over i dobbeltsengen uden at der skete noget. Vi var alle rædselsslagne.

Pludselig blev der stille, samtidig kom der et ungt par, som boede på førstesalen af vores hus, ned til os, De var meget, meget bange, og vidste ikke hvad de skulle gøre; det var lige før de ville ned i sengen til os.

Min far gik ud på gaden for at se hvad der var sket, her han mødte andre fra gaden. Efter et stykke tid kom han løbende tilbage og sagde at tyskerne kom igen. Han fortalte, at han havde set en død tysk soldat, og alt var kaos; mere kan jeg sådan set ikke huske fra denne nat.

Næste morgen kunne vi bl.a. konstatere at en geværkugle havde gennemboret en lampeskærm i vores stue.

Vi fik at vide, at vi skulle evakueres fra huset om formiddagen, da nr. 11 skulle springes i luften. Vi fik så lov at overnatte hos et af mine forældres sæt venner i den nordlige bydel.

Da vi kom hjem næste dag var vores salon godt medtaget efter sprængningen af huset overfor.

Denne begivenhed står mejslet stærkt i min hukommelse, selv om jeg kun var 5 år, da det skete. Jeg husker det stadigvæk næsten som var det i går. Nogen gange tænker jeg, at det var meget tæt på at det kunne have endt meget værre end det gjorde.

Linda Christoffersen ( tidligere Skattergade 10) har fortalt os følgende historier:

Frihedskæmperne havde et lager af ammunition i Skattergade 14 – lige over for nr. 11 – og man vidste at nr. 11 skulle sprænges i luften, så  gode råd  var dyre, hvordan kom man af med ammunitionen, som man var usikker på om der skete noget den når sprængningen af nr. 11 skulle finde sted om aftenen den 18. marts.

 Gaden var spærret i begge ender af tyskerne.

Men en ung pige ved navn Ruth, datter af en af frihedskæmperne, blev ustyret med en barnevogn, som blev pakket med ammunition i bunden og en lille baby ovenpå, og så gik Ruth ellers ture med vognen fyldt med de farlige sager, skiftevis ud via Korsgade eller videre ned af Skattergade mod Færgevej og endte  på Strandvej 24, hvor det blev afleveret.

Og for at det nu skulle virke naturligt ja så stak Ruth ind imellem hånden ind under dynen og nippede babyen så han græd. Man mener, at der var tale om en 10 12 ture i løbet af dagen

 

Fra Svendborg Sygehus:

Erna var sygeplejerske på Svendborg Sygehus og havde vagt natten til den 18 marts, har hun fortalt Linda,  og da Rudolf Madsen, der blev såret i Korsgade,  og Mathias Nørgaard, der jo kæmpede i Skattergade 11, kom ind på sygehuset blev de anbragt på fødeafdelingen.

Da Gestapo senere kom til sygehuset ville de ind på fødeafdelingen for at se om der var nogen gemt der, men læger og sygeplejersker havde fået en sygeplejeelev op i en seng og bad hende lade som om hun havde veer.

Så hun skreg og hylede og personaler sagde til Gestapo, at de ikke kunne komme ind, da der var en kvinde i fødsel, og det rettede de sig efter.

Jo alle kæmpede for sagen den gang.

Inge Christensen, Stenstrup fortæller:

Inge Christensen er født 30. december 1944, og husker derfor ikke noget fra episoden i Skattergade 11, men hun har fået fortalt om dagen af sin far Carl Sørensen, der i øvrigt arbejdede på Svendborg Skibsværft, og også var med i lidt forskellige aktioner mod tyskerne der.

Han gik i øvrigt under øgenavnet ”Churchill” fordi han altid gik med en cigarstump i munden.

De boede i Skattergade 7 i stueetagen

 Han har fortalt Inge følgende om aftenen.

Da skyderiet begyndte blev man selvfølgelig meget bange, og han tog sin lille datter på 3 måneder og kravlede med hende under sig og en dyne til at beskytte hende i sikkerhed bag ved skorstenen.

Mens de lå der kunne de høre Sofie Nielsen i Skattergade 9 ( også kaldet Sofie Vaskekone), der var blevet såret af tyskernes kugler kalde på dem, hun råbte :

”Søren, Søren kom og hjælp mig, kom og hjælp mig.”

Men de kunne selvfølgelig ikke komme hende til hjælp, og hun døde senere på natten af de kvæstelser tyskerne kugler havde påført hende. 

Vi har ligeledes fra Svendborg Byarkiv, modtaget fotos fra efter sprængningen:

Det er fotos, som vi ikke tidligere har set,  optaget af fotograf Tulle Nielsen, der havde forretning og atelier i Korsgade 2.

 

Til sidst så et foto fra Korsgade, hvor man den 18, marts har lagt blomster på det sted hvor Sofus Mogensen og William Mikkelsen helt umotiveret blev dræbt af de tyske soldater om aftenen den 17. marts:

En mindehøjtidelighed ved stenen

Skattergade Beboerforening var repræsenteret ved en højtidelighed ved mindestenen for Henrik Mathiesen i Lunde, som beboerne i området holdt den 5. maj 2015.

Søren Lindholm fortalte om hvad der skete i Skattergade den 17. og 18 marts 1945, og man plantede et nyt træ ved mindestenen.

Barnet i barnevognen !!

Det er lykkedes at identificere 'barnet i barnevognen', som Linda fortæller om.

En tidlig frihedskæmper, -må man sige: 'For de gamle, som faldt, er der ny overalt'.

Den unge ”frihedskæmper” i barnevognen hed Kai-Ole Lydix.

Kai-Ole er desværre afgået ved døden, men hans søster Hanne Grete Lydix fortæller, at Ruth som kørte barnevognen var kusine til Kai-Ole’s far, og at forældrene slet ikke vidste at deres lille søn blev brugt til at dække over våbentransporterne i barnevognen, og at hun er sikker på, at man ikke havde fået lov til at ”bruge” ham hvis de havde vist det.

I øvrigt fortæller Linda Christoffersen (tidligere Skattergade 10), at Ruth’s mor har fortalt hende, at hun selvfølgelig var meget nervøs for datterens vovelige færd med våbentransporterne i barnevognen. Hun kunne følge turene fra karnapperne i lejligheden på 1.sal i nr. 14, og drog et lettelsens suk hver gang hun så, at datteren kom igennem tyskernes afspærringer ved enderne af Skattergade og drejede om hjørnet.

Arne Lund sender et foto

Hermed sender jeg et fotografi af modstands- gruppe forsamlet efter krigen (Bogøe & Ribers plads).
Fra højre: Styrmand Jes Anton Eghoff (søn af trikotageforhandler Eghoff i Tullbrinke. Han druknede ved ELSE TOFTS forlis i Nordsøen juleaften 1955).
Navigationslærer Willy Arne Lund (min far). med hjælm og gevær.
Styrmand Sigmond Dam med hjælm.
no.7 på motorcykel længst til venstre er navigationslærer Pålson.

Med venlig hilsen
Arne Lund
Strandvejen 138.  Fjællebroen.