12. marts 2015. Poul Ilsted, en pibemager

Klokken er næsten 14, Søren og Henrik er som sædvanlig meget præcise, så om lidt har vi en aftale med Poul Ilsted, pibemageren. Han bor i nr. 38. Altså i Skattergade.

Det var nemt at få en aftale med Poul, han kan godt lide at fortælle om sine piber, og også gerne om nogle af alle de andre talenter han har.

Vi har selvfølgelig talt om rollefordelingen i forvejen, Henrik laver billeder, Søren optager interviewet og jeg får lov til at lave spørgsmålene.

Hvordan forbereder man sig til et interview med en person, som ikke bare laver fantastiske piber, men faktisk er enestående og i verdensklasse.

Når man Googler Poul Ilsted, så er der mange rigtig gode billeder af både ham selv og hans piber. Der er også både film og interviews.

Jeg vil gerne finde en vinkel, som kan få denne særlige interessante mand til at træde frem med sin karakter og sine talenter. Hvad kan det være som gør, at hans piber er noget ganske særligt. Ikke bare noget at ryge på, men piber som folk kommer langvejs fra for at købe og få del i de kunstværker, som de også er. 

Poul byder os velkommen i sin bolig, som ser lige så anderledes ud, som jeg synes at den skal se ud for rumme hans person. Fra porten går vi ind ad døren, inde råber vi: “det er bare os”. Så sniger vi os forbi flere gamle motorcykler, i fin stand og nogle med nummerplader. Op ad trappen, hvor væggen er dækket af kæmpestore malerier og en flere meter stor træpropel. Vi bænker os med Pouls gode kaffe. Interviewet kan begynde.

Vi går kronologisk frem, hvor og hvordan begyndte denne rejse. Pouls rolige og behagelige stemme glider ind på Sørens optagelse. Henrik har taget billeder. Vi har alle antenner ude for at få alle detaljerne og de humoristiske øjeblikke med.

 Han har stor samlerinteresse, i biler, motorcykler. Modelbyggeri…..

“One of the best pipemakers in the world”, vi er stolte af, at have en stor kunstner i vores gade. Vi håber, vi kan passe ordentlig på en aldrende kunstner.

Pibens Picasso, en spændende mand.

Hvornår begyndte du at lave piber, hvor kom interessen?

Efter min soldatertid var jeg med i en pibeklub. Vi gik og så på piber i de dyre butikker. Der var nogle flotte piber, men jeg havde ingen penge.

Så tænkte jeg, hvis du vil have en flot pibe, så lav den for helvede selv. Jeg gik i en hobbybutik og købte nogle klodser. Noget lortetræ som pibemagerne havde kasseret.

Men jeg fik drejet klodserne ud hos PibeDan, og begyndte hjemme i kælderen hos mine forældre med rasp og fil og sandpapir. Det blev til nogle stykker.

Så tog jeg ud til Erik Nørdings Pibefabrik i Rødovre. Se mine piber, hm, hm, nå ja de ser sgu da meget godt ud. Der er ikke mange ridser. Så købte jeg tre gode klodser. Dem laver jeg færdig og ud til Nørding for at købe tre til. Nej, det går ikke. Du kan ikke få mine gode klodser. Men hvorfor starter du ikke bare her på mandag. Det tænkte jeg lidt over. Jeg var ansat som teknisk tegner, men sagde jobbet op. Jeg gør det sgu. Og så startede jeg som underste kuli ude hos Nørding.

Hvor havde du dit talent fra? Havde du lavet træarbejder før?

 Nej jeg havde lavet mine modeller og samlet dem, jeg var god til til det med fingrene. Modeller som du ser her rundt i skabe af biler, tog, flyvere o.a.

Så sagde jeg til mig selv, hvis du ikke har lavet en ordentlig pibe inden der er gået et år, så dropper du ud. Men inden der var gået et år, sagde jeg til chefen, jeg vil have lønforhøjelse fra 13,- til 17,-kr. i timen. Jeg vil have lov til at lave min egen serie helt fra bunden, men i hans navn. Jeg kunne alle maskinerne, men han sagde, det havde han ikke råd til. Ok, det var så også i orden. Så tog jeg ud til Preben Holm: Jeg vil gerne lave piber hos dig, jeg arbejder hos Erik Nørding til 13,- kr i timen, jeg vil have 17,-. Men jeg ved jo ikke om du kan lave piber. Så tog jeg en pibe op ad lommen. Han så på den, drejede spidsen hele vejen rundt. Den passede bare perfekt. Så sagde han, du kan starte på mandag. Så tilbage til Nørding og fortælle, at jeg skulle starte hos Preben Holm. Nej jeg har talt med Rita, det er hans kone, det er Ok du kan få de 17,- kr. Nå så bliver jeg, og det var fint, der var endnu mere beskidt hos Preben Holm.

Når de var ude efter dig allerede der, så må du jo have fundet din egen stil eller hvad?

Jaah, det begyndte så småt, jeg var meget glad for Bulldog modeller. Jeg sad og tegnede på klodserne. Jeg havde ambitioner. Jeg skulle ikke bare sidde og pudse dag ud og dag ind. Jeg skulle lære det hele.

Hvor kommer æstetikken fra, er det et gen?

Jeg ved ikke hvor det kommer fra, men jeg har det. Der er ingen kunstnere i min familie. Min stil er kommet henad vejen. Jeg laver variationer af Bulldoggen. Se her en klassisk. Men sekskantet, enten hoved eller halsen.

Ser jeg en rund pibe. Så tænker jeg den ser sgu kedelig ud, så jeg laver en sekskantet.

Jeg ved jo, at det blev dit varemærke, facetten, men startede det allerede dengang?

 Nah, nok nogle år senere, omkring 1974 - 75. Det var mens jeg arbejdede hos W.Ø. Larsen. Jeg lavede dem ikke, jeg havde ideen, de skulle jo ikke lure den af, jeg lavede dem først, da jeg begyndte for mig selv.

Hvornår er en pibe bare til at ryge på, hvornår bliver den mere?

Det er jo et spørgsmål om, man bare vil have et rygeinstrument, eller man ønsker et lille kunstværk. Det var jeg klar over fra starten, hvor min interesse lå.

Jeg slog ordet æstetik op og det passer godt her.

“Æstetik betød dengang, anerkendelsen af et nyt erfaringsområde, der ikke munder ud i rationelt kontrollerbar viden, men angår vores sensibilitet overfor tingenes individuelle fremtræden” (Den Store Danske Ordbog).

He, he, ja det er sgu godt nok en akademisk forklaring, men den er sgu god nok.

Jeg laver ikke to ens piber, alt er forskelligt, det er som træet opfører sig. Når piben er savet ud og jeg ser på klodsen, så er det sandhedens time som er kommet.

Se her, den laver jeg nok rund med en lille krum spids i sekskantet. Så skal jeg have årene til at passe. så op i drejebænken og så vidt muligt ens i begge sider. Så kan du se om klodsen er god. (Kommer vand på og årene træder tydeligt frem). Du ser årene om der er fejl. Der må kun være små fejl. De kan arbejdes væk, undervejs. Gå efter det perfekte. Det jagter man som en gal.

 

Og så har Poul lavet kaffe.

Du er jo en ener, enestående. Blandt verdens bedste. Hvor får du din inspiration fra?

Jeg får inspiration fra andre pibemagere. Læser bøger, ser på piber, tager på udstillinger rundt i verden. Jeg ved når en pibe er god. Hvem er gode, det er nogle danskere spredt ud over det ganske land.

Og så går snakken lidt om pibemærker, Stanwell, BBB, Dunhill, fabrikslavede piber i kvalitet allerede fra 1913. I 1927 kostede sådan en 25 shilling, altså et pund og fem shilling. (Den mand har en god hukommelse).

 

Kunne du leve af at lave piber?

Ja allerede hos Nørding, fik man som alle andre, men så måtte man jo fuske.

Vi kom til Svendborg, Henrik, Tao og jeg, fordi Tao ville være selvstændig og hans kone var fra Svendborg. Så vi tager til Svendborg og ser på det. Der lå en pibefabrik Stanso, Nordisk Pibefabrik. De var gået fallit. Vi får fat i Sigfred, og vi unge drenge på 23, vil se fabrikken. Sigfred har ingen nøgle, den er nok hos advokaten, så han smadrer lige en rude. Vi ser på sagerne. Den køber vi, 16.500 kroner. Noget forfærdeligt gammelt lort.

Jeg boede først på Klosterplads og så på Egensevej.

Der var 15 ansatte på Svendborgpiben. Alt blev solgt. Folk røg pibe. Så kom der en aftale med Tyskland. Jeg lavede også min egen serie. Laurits kørte de gamle lortemaskiner. Ja der stod Svendborg på piben. Jeg havde ikke mit eget mærke dengang. Det var Tao der lavede Svendborgpiben.

Henrik og jeg var iøvrigt gamle skolekammerater fra Gladsaxe.

 Jeg var i Svendborg i 2 år, så kunne jeg ikke holde Tao og Henrik ud længere.

Så jeg var tilbage hos Nørding i 2 år, og halvandet år hos W. Ø. Larsen. Det var hånddrejede piber. Ok. Men folk sagde, Poul hvorfor starter du ikke selv? Let røven, kom i gang. Så jeg tænkte, ja. Men penge havde jeg ikke.

Far lånte mig penge til en drejebænk og en sæk klodser. Så gik jeg i gang hjemme i kælderen hos de gamle. Jeg kendte en pibereparatør i Herlev, hvor jeg lånte en båndpudser, indtil jeg selv fik en.

Det gik fint. Solgte alt. Fik mit eget stempel. Det er samme stempel stadigvæk, det ligger der med rødt håndtag, Ilsted. Og et med Poul Ilsted, også Handcut var et stempel som jeg brugte. Nu er vi i 1975. Jeg var stadig hjemme og lejede værksted i Læderstræde. Prisen på en pibe kunne dengang ligge på 150,- kr. og op til 1000,- kr. Det var mest forretninger der købte, det var Poul Hansen og Poul Olsen på Strøget.

Hanne og jeg besøgte Poul Olsen for nylig, og fortalte at du er vores nabo. Sig til ham, at jeg mangler hans piber. Men han er en bohemetype, han gider ikke lave for meget. Sig han skal se at komme i gang.

 

Det går godt i København i omkring otte år. Er ofte i Svendborg og har lyst til at komme tilbage.

Kaj Rasmussen var med i Svendborg-piben, men var med til starte nyt værksted i Brogade 6 lige overfor de andre.  Alle kunne sælge piber. Vi var i forskellige ligaer, vi var ikke konkurrenter. Jeg har aldrig dyrket konkurrence. Jeg var skideligeglad med hvad de andre lavede. Vi  solgte alt. Jeg boede i Brogade 12.

I Nykøbing Falster var der salg af piber til tyske turister. En kunde ville sælge videre i Tyskland.  Mikael Kohlhase, han bliver importør til Tyskland, han bliver også importør af pibetobakker. Svendborg og Assens laver stort set al pibetobak i verden.

I Danmark lige efter krigen begyndte Poul Rasmussen fra København og Sixten Ivarsson fra Sverige at lave håndlavede piber. Individuelle piber. Nu laves der piber overalt i verden, Ukraine, Rusland, Kina, USA alle steder. Da jeg startede var der en i Sverige, to i Tyskland. De blev inspirerede af os. De dyreste piber i verden laves i Danmark, af måske seks mennesker, jeg er en af dem. Danskere kan bare det der med at lave piber.

Du er jo glad for modeller af tog, biler og andet smuk mekanik. Havde du motorcykel på det tidspunkt?

Ja, en Norton fra 1931. Den kan køre, jeg var anden ejer fra 1972. Jeg har altid været vild med motorcykler og biler. Det skal være noget særligt.

Der kom en ny mand ind da jeg var teknisk tegner. Han havde et billede af en Bugatti hængt op på væggen. Jeg sagde, det er Koux` type 37. Så var vi venner.

Der lå en en skøn bog om motorcykler. Der var drømmemotorcyklen, en encylindret 500 cc Norton.

Hans bror ringer næste dag og siger, der står en på Amager. Han turde ikke købe den, ’så skrider kællingen’. Kender du en der vil købe den? Så han ringer til mig.

Øh, du har en Norton. Så dagen efter ud til Kastrup. Du kan få den. Jeg gav 500,- kr. i forskud. Men først skulle han lige til veterantræf i Egeskov, -så kan du få den. Jeg måtte låne penge af min gamle mor. Det er hende man spørger.

På Egeskov er der en der vil købe den. Men den er solgt for 4000. Han vil give 6000. Men den er solgt, jeg har givet 500 i forskud.

Har du ikke været på spanden?

Jo, jo. Der røg en motorcykel, Vincenten blev solgt. Værkstedet har aldrig været til salg. 

1987, så var jeg i kontakt med Thomas knivmager, han boede inde ved siden af. Så blev der en lejlighed ledig i nr. 36, her i Skattergade. Så flyttede jeg derind. Efter to år blev jeg smidt ud, jeg “egnede mig ikke til at bo i fællesskab”. Det er rigtig nok. Så sagde de, jeg tror det var Per Løvetand fra fællesskabet, at naboen Anders Ømand måske ville sælge. Han var flyttemand med en Bedford, det var noget værre bøvl. Der var ikke plads nok.

70.000 lånte jeg af mine gamle til udbetalingen. 550.000 kostede ejendommen. Så har jeg boet her siden, her i nr. 38. Før boede jeg i baghuset, dengang med en åben port. Thomas boede ovenpå. Så fik han en kæreste og de formerede sig. Så var der pladsmangel.

Vi fandt ud af at bygge et hus her ovenpå porten. Jeg var momsregistreret og lavede et byggefirma. Hyrede murer og tømrer og sagde, at når vi er færdige så er I fyret. Vi slap jo for mestersalær. Det er i 2002. Tegningerne fra arkitekten fik vi godkendt med det samme fra Teknisk Forvaltning. Var der problemer gik vi altid til Teknisk Forvaltning, de sagde I skal gøre sådan og sådan, og så blev det i orden.

Financieringen var via lån i det gamle hus, som jeg næsten havde betalt, og med værdien af det nye hus. 

Poul viser os nogle af hans bedste piber. Flere er i de originale æsker.

 Den pibe, hvad vil den koste?

Lavet i dag vil den koste ca 30.000. Der har aldrig været røget på den.

Fra 1850 laver man piber i Bruyererod. Bulldog-faconen kommer frem ca 1900.

Bruyererod, kommer fra Frankrig og Italien, er en lyngrod. Træet bliver ca 3 - 4 meter højt og laver en slags knude på det nederste af stammen ved roden, det er den, som kan blive til pibeknolden, til pibeklodser. Gamle træer findes kun vildt. Nogle ved hvor de findes. Tager træet hjem og bearbejder det. Jeg har ikke været der og set det. Det er en mangel i min opdragelse. Der er rift om træet. Hvis du begynder at grave selv efter det på Korsika, så får du hurtigt et skud hagl i røven. Det gør man så ikke.

 

Poul øser af sin uendelige viden om bl.a. piber. Vi er betagede, et bjerg af viden formidlet humoristisk og charmerende.

Hvor sælger du flest piber?

Rusland og Kina. De kommer her og ser og føler sig frem. Jeg har det bedste selv i min pibesamling. Om det er fugleøje eller straight grain har ingen praktisk betydning. De er lige gode at ryge.

Hvem kommer og køber?

Russeren er opkøber og sælger dem på nettet.

Kan de laves færdige her i rodet ?

Nej dem må jeg lave færdig et andet sted. Her er en med en guldring på spidsen. Det tog mig 9 år at lave den færdig. Her er en fra 1976.

Du kan ikke lave bedre piber i dag. Hvad inspirerer dig?

Nej, det er rigtigt, men nogle gange så drøner det bare derudaf. Denne her er lavet af en hobbyklods. Men den er fin, ikke ?

Køber kineserne piber uden at ryge på dem?

Ja, nogle gange har jeg oplevet at de er gået direkte på museum. Men jeg ved ikke om hvilke der bliver røget på.

Nu skal vi over i værkstedet.

Pibeværkstedet var indtil i foråret 2015 som en butik med vindue ud til Skattergade, men en dag Poul vender hjem fra en salgstur til England er værkstedet flyttet ud i et baglokale uden varme.  Thomas har sagt Poul op til oktober 2015!

Poul står nu uden bolig og værksted fra efteråret. Selvfølgelig er der mange spørgsmål til den situation. Poul har i de foregående år langsomt overdraget huset til Thomas og mener, at han var tilfreds med en mundtlig aftale om, at han bare skulle kunne blive boende til sine dages ende.

Er det ikke dit hus?

Jo, det har det været. Jeg har solgt det til Thomas over to omgange. Men nu er det slut.

Efterskrift September 2015

Så nu er det alvor, vi mister ham, Poul flytter fra Skattergade. Men han bliver i byen. Vi kan mødes, vi kan holde kontakt.

Meget er blevet prøvet af. Andre boliger i Skattergade, andre steder i det hele taget. Men der skal være plads til Poul og til hans værksted, hans livsgrundlag, og til hans motorcykler og hans vidunderlige modeller af tog, biler, både, flyvere og meget mere. Og ikke mindst til hans bibliotek. Poul rummer meget, han er kultur.

Så nu bliver det Bagergade, der får fornøjelsen af denne særlige mand. Biblioteket bliver hans nabo, men også Pinsekirken, der bliver kontraster, som han kan rumme.

Vi håber og tror at det lille hus kan rumme alle hans mange ting og sager og især hans store talent.

Vi der bor i gaden synes at Poul hører til her. Det synes han efter over 30 år også selv. 

 

Ved årsfesten i august 2015 udnævntes Poul til Æresborger i Skattergade

Kærlig hilsen, Lars Riis-Hansen, Skattergade 40, Svendborg.

 

Efterskrift: Poul IIsted døde i maj 2017, 71 år