Et bofællesskab i Skattergade. Vibeke Løvetand Lundahl og Birthe Viuff interview, ved Hanne R-H.

Mandag den 19.10.2015 kl. 12.00. Henrik og jeg mødte Vibeke i indgangen til nr. 36 i Skattergade. Det er en lille andels-bolig-forening også kaldet Bolaget.

Her har Vibeke boet fra 1979 til 2010. Vi går ind og møder Birthe, som har boet her siden 1993.

Vejret er fantastisk flot, solen skinner, og vi nyder det. Ser på  æbletræerne, hvoraf nogle har stået her fra før anden verdens-krig. Haven er en af de største i Svendborg, større end Krøyers Have. Birthe har Googlet den.

I dag skal samtalen foregå i et af de små huse. Det er oprindelig bygget af Per, Vibekes mand, til deres fjortenårige datter. Huset benyttes for tiden af Birthe.

Vi kommer op ad trappen og ind i et hyggeligt varmt rum med store vinduer ud mod haven. Her er masser af dejlige billeder på væggene, et spisebord, reoler og en seng.

Vi begynder på det egentlige, nemlig at høre om bofællesskabet fra det startede.

Vibeke Løvetand Lundahl og Per Løvetand Iversen ville gerne bo på et sted med plads til børn og voksne i en slags bofællesskab med ligesindede mennesker.

De kom fra Christiania, her boede de i et hus kaldet Mælkebøtten. Der boede de i 7 år. Vibeke var lærer og  Per var arkitekt. Men de ville noget andet.

De havde hørt om Svendborg, hvor der bl.a. var kollektivet 2.oktober, som de syntes lød spændende.

I Svendborg  besøgte de kollektivet  og hørte om “Korken”, en tidligere korkfabrik, som nu var en bogcafe, med vasketeria. Her fik de anbefalet at gå ned i Skattergade nr. 36, fordi der boede folk, som måske kendte noget til bomuligheder i byen. Det var der, hvis de kunne begynde med et lokale i forhuset. Det blev brugt som mødested for hele Skattergade, men bolig kom før mødested.

Klaus Eggert og Catherina Larsen havde kort tid forinden købt Skattergade 36, hvor de boede med deres 2 børn, Joakim og Mikkel. Per og Vibeke medbragte Sirka, som startede på Færgevejen skole og Kasper på vej i maven.

I 1980 besluttedes at etablere Fællesskabet i form af et andelsselskab. Det betyder at Klaus og Catherina sælger, og man køber andele. Der laves vedtægter, som også gælder i dag, dog med en del justeringer gennem årene.

I begyndelsen skulle der være konsensus, siger Birthe, der flyttede ind i 1993. Alle skulle være enige, ellers skete der ikke noget med bygningerne og deres indretning. I dag har man flertalsafgørelser. Der skal dog stadigvæk være fuld enighed mht. til indflytning af nye folk.

Birthe bor nu der, hvor der før var Svendborg Bisquitfabrik i baghuset, og siden fællesrum med tv og senge til eventuelle gæster. Der var stadig den store ovn de bagte kiks i, men den blev fjernet, da Birthe flyttede ind. I dag har Birthe sit klædeskab hvor ovnen stod.

På et tidspunkt gik Birthe på skulpturlinien på Svendborg Kunstskole. Her mødte hun Per. De faldt i snak, og Birthe fortalte,  at hun gerne ville finde et nyt sted at bo.

For at komme til at bo i Skattergade 36 skal de øvrige beboere godkende en. Bare een siger nej, så bliver du ikke godkendt. Birthe blev godkendt og fortæller, hvordan man optager nye beboere. For mange år siden blev der lagt Tarotkort, men ellers har det oftest været med interviews af folk, vi bruger ikke prøvetid, hvor alle skal gøre sig umage, det skal man helst gøre uanset.

Enkelte har boet til leje, hvis Bolaget ikke har kunnet finde egnede andelshavere.

For at være i fællesskabet kræver det, at man deltager i arbejdet omkring husene og haven. Formålsparagraffen om at bo til en rimelig leje har alle dage stået højt på prioriteringslisten.

Da Vibeke og Per flytter ud i 2010, var fællesskabet enige om, at der skulle en ung familie med børn ind, og det kom der så, hvilket er meget godt for os alle, siger Birthe.

Der er flere værksteder i Andelsforeningen, men de har særstatus og her er det lejeren, der har ansvar for vedligeholdelsen. Der har selvfølgelig været mange kombinationer gennem årene.

Birthe lejer et af de små huse i haven, her hvor vi sidder i dag, hvis hun siger det op og huset står tomt, bliver det en del af fællesudgifterne. Indtil det lejes ud igen.

Birthe fortæller videre. Årene har givet erfaringer og traditioner, men også medført at mange ting er blevet sat i struktur og rammer.

Der bruges f.eks. oftere fagfolk til at reparere/istandsætte husene, det er mere holdbart i længden. Vi mærker nye krav til boligerne, når nye flytter ind. Folk, der har fuldtidsarbejde har brug for flere hjælpemidler  f.eks. tørretumbler. Det skal fælleskabet tage stilling til. Isolering af boligmassen og forbrug af energi har altid været et vigtigt område.

I dag er der flere ting, der er sat i skema, bl.a. hvem og hvornår der gøres rent i vaskekælderen, græsplæneklipning og havearbejde og fælles arbejdsdage med kalkning og reparationer af hus.

Andelshaverne står selv for den indvendige vedligeholdelse samt maling udvendig af vinduer i egen bodel.

Vi er fælles om udgifterne til vand og el uanset eget forbrug. Så der skal snakkes om det og det er ikke kun pengene til el og vand vi går op i, miljøvinklen er væsentlig.

 

Det svære ved at bo sådan her er, at vi skal være enige.

Vi bor sammen og kan ikke gå og være ”sure” på hinanden.

Vi skal tage stilling til store ting  f.eks. et lån på 200.000 kr. og små ting som, hvor en bænk skal stå. Men det opvejes af, at vi hjælpes ad.

Man er så godt som aldrig alene. Vi er sammen til arbejde og til fester.

Det er vigtigt, at vi forstår hinanden. Vi lærer hen ad vejen, at se tingene på en ny måde. Man skal hele tiden arbejde med sig selv og hinanden. Vi er mennesker med vores egne meninger, der skal fungere sammen i et fællesskab. Det er en proces at bo sammen. Man må leve i det og udvikle sig sammen. Man bliver rundet af, ved at bo sammen med så mange andre, siger Birthe, og Vibeke samtykker.

Nu sidder de med bogen, der indeholder referater fra Bolagets møder. Den går langt tilbage i tiden. I et referat fra 1980 kan man læse  at gruppen diskuterer, hvem der har mest brug for bilen den næste uge. Senere i bogen står der noget om, hvor man kan hente genbrugsmaterialer, såsom vinduer, mursten etc.

Det tegner et billede af Bolaget, som nogle ressourcebevidste folk, der går ind for genbrug. Dette er både et miljøpolitisk og økonomisk valg. Senere i bofællesskabets historie, som Birthe har forklaret, bruger man midler på at isolere og på håndværkere til el-og tømmerarbejde. Det hænger også sammen med, at tiderne har ændret sig, der bliver stillet andre krav til bolig, og der er flere penge til rådighed. Nu er der mere end en bil, og de er privatejede.

Bofælleskabet lever videre på bedste vis i dag. I dag bor der 7 voksne og 3 børn fordelt på 4 lejligheder.

Tak til Vibeke og Birthe, som gjorde det muligt at få et indblik i, hvordan nogle mennesker har valgt at bo og leve.

Også tak til Henrik som tog billeder. 

Hanne Riis-Hansen.