Snak med Henrik Fog-Møller i anledning af 80 års fødselsdag i maj.

 

Bjarne og Søren er på besøg hos Henrik for at høre lidt om hans opvækst, arbejde, hvorfor han kom til Svendborg, og endelig hvorfor det blev i Skattergade han slog sig ned.

 

Nå Henrik, lad os starte med begyndelsen!  

Ja - altså, min far var læge, og da jeg blev født var han i turnus, det vil sige, at han flyttede fra sted til sted, fra afdeling til afdeling, så vi flyttede en hel del rundt i min barndom.

Jeg blev født på Frederiksberg og på det tidspunkt i 1939 var han på Frederiksberg Hospital. Kort tid efter flyttede vi til Kolding. 

 Min mor er fra Odense og hendes far var jerngrosserer. Jeg havde faktisk en sjov oplevelse i Odense - min mor fotograferede meget - og så havde hun taget billeder af sin bror, onkel Poul, som stod med sin Harley Davidson motorcykel ved et bindingsværkshus i en gård.      Så kom jeg engang for mange år siden ind i en gård i Odense, hvor der nu var restauranter. Foreningen af landskabsarkitekter, som jeg var i bestyrelsen for, skulle spise der, og det var den samme gård som på billedet af onkel Poul og hans Harley, det er dødsikkert, på hjørnet af Vestergade og Klaregade. Og i den gård havde min morfar kontor og virksomhed.

Men vi boede altså i Kolding i et par år. Og det var under krigen. Så flyttede vi til København og her var far på Findsen Instituttet, måske også andre steder. Herefter og flyttede vi til Helsingør, det var i slutningen af krigen, og var på det der hed Øresundshospitalet.

Her boede vi mens jeg var 4-5 år, og jeg nåede at fylde 6 år, og så døde min far. Han døde i 1945, nogle få dage før krigen officielt sluttede. Det havde ikke noget med krigen at gøre, han døde af difteritis fordi han blev smittet af en patient. Han var kirurg og var ikke vaccineret ligesom vi andre, for det var stramt med vaccinen under krigen og der var ikke meget af den. Han må have tænkt, at det skulle familien have, det havde han ikke brug for, men han var sådan set den der havde allermest brug for det.

Sorgen over min fars død blandede sig med glæden over befrielsen. Mine ældre fætres tilbagekomst fra brigaden i Sverige, og den euforiske feststemning over besættelsens afslutning var ikke helt nem at kapere for en 6-årig dreng. Jeg kan ikke huske det – og godt det samme.

Men så stod min mor der alene uden uddannelse. Hun var jo som mange kvinder var den gang, uddannet til at være hjemmegående husmor og ikke ret meget andet.    Kvinderne fra ”det bedre borgerskab” skulle jo finde sig en god partnet og så var det det.    Og pludselig var partneren der ikke mere. Så stod hun der alene med 3 små børn, min søster var kun et halvt år gammel på det tidspunkt, så det var hårde tider.

Hun fik job i Nationalbanken og blev tællerske der.

Vi flyttede til Østerbro i København.  Og der boede vi så, min mor, min søster og jeg. Min ældre bror boede en tid hos min faster og farmor i Odense for at forberede sig til Sorø Akademi, og han blev også optaget der.

Du begyndte at gå i skole på Østerbro?

 Ja, jeg gik på Rosenvangskole på Strandboulevarden i 1. til 4. klasse, tror jeg det var….   Det husker jeg nu ikke meget fra.     5 år efter kom jeg også over til faster og farmor og boede der i over et år. Min faster var lærerinde og hun skulle ligesom ”tæve” det der ind i os, så vi var i stand til at komme på Sorø Akademi.

Og så kom du også på Sorø Akademi?

Ja -jeg kom der jo også og gik der i mellemskolen – og i gymnasiet – i gammelsproglig. Det var for sådan nogle, der var ”alternativt begavede", som Niels Hausgaard kalder det, hvad angår det matematiske eller nysproglige. Men det var fint at komme der.

Sorø var på sin vis en gammeldags skole – ikke ”den sorte skole”- men en skole med mange ældre og kloge lærere, som værdsatte de ”alternative elever”. Vi ejede verden og kunne tillade os hvad som helst – indenfor anstændigheden grænser naturligvis. Vores udskejelser var da også kun ”lige til grænsen” – aldrig over. Lykke er at kende grænsen. Når vi gjorde det, var vi fredede.

Vi var ikke mange i klassen, vi var faktisk kun 9 i 1.g. Når jeg tænker tilbage, ville jeg sidst af alt have undværet Sorø.      Jeg kom ud fra Sorø i 1957 og havde en ret klar ide om hvad jeg skulle beskæftige mig med. Jeg havde rigtig meget lyst til noget med film og fotografering.

Så det blev så til filmbranchen?

Ja, den ambition betød så, at jeg styrtede rundt på min mors cykel i København til de små filmselskaber -   Minerva, Teknisk Film, Arnø Film og hvad de nu ellers hed og Laterna Film - og til sidst blev jeg faktisk ansat på Laterna Film som bud. Så cyklede jeg ellers rundt med filmruller i tasken til de andre filmselskaber i centrum af København.

Der var jo ikke rigtig noget der hed TV dengang, det var lige i begyndelsen, og kortfilmselskaberne lavede faktisk små TV-film. Det var en meget anderledes tid.

Jeg avancerede så til at køre budtjeneste i bil. Jeg havde nemlig fået kørekort i Sorø – på en søndag. Det tog en halv time! Jeg håber det er lidt sværere i dag.

Men efterhånden kom jeg med på optagelse og skulle hjælpe her og der, slæbe lidt lamper, lægge ledninger og kabler ud, det var en fin tid – og jeg stod op om morgenen!! Og det gjorde jeg i 7 år uden at tænke over det og det var en tid, som når jeg snakker med mine børn om nu tænker: ´Hvis i kan stå op om morgenen, kan det ikke gå helt galt….´

Her mødte jeg Lars Knutzon – min sjælebroder i et langt liv. Han kom ind i operatørrummet, mens jeg sad og kørte prøver for et eller andet og sagde: Jeg skal lære at vise film!!    Min første tanke var: Sikke et held, så kan det være jeg bliver fri. Yngste mand ta´r lortejobbet. Der var også kommet en ny til budtjenesten.

 

Så blev jeg efterhånden fotografassistent, dvs. jeg skulle rense kamera, stille op, stille skarpt, måle lys, lægge film i kassetterne og sådan noget, og det gjorde jeg godt, når jeg selv skal sige de. På et tidspunkt kom jeg med ud på lidt større produktioner også uden for Laterna Film, som lavede kortfilm, men ikke spillefilm, dvs. det kom de så til, for de stod for den film der hed ”PAW i urskoven”. Den skulle fotograferes af  Henning Bendtsen, som på det tidspunkt var det store navn og en blændende fotograf af den gamle skole, det tør jeg godt sige nu, for han lever ikke mere.

Han fotograferede også Dreyers ”Ordet”, som jeg desværre ikke var med på, shit. Men se den hvis i kan komme til det.

Det var samtidig med den nye franske bølge, det der hed Nouvelle Vaque, (Godard, Chabrol, Truffaut med flere). Det var en revolution, og vi unge håbefulde filmfolk styrtede fra den ene biograf til den anden for at nå det hele.

Der skulle bevæges noget kamera, og der skulle ske noget – jo vildere jo bedre. Vi var på vej over til det håndholdte kamera og det gjorde vi også  i en vis grad i PAW mærkelige opfindelser, som vi brugte med større eller mindre held.

Det gik rigtig godt og da jeg havde været med til Paw-filmen, var det ligesom det var et blåt stempel. Når jeg kunne være assistent for Henning Bendsen, kunne jeg være assistent for hvem som helst.

 Og så begyndte jeg også at få job som fotograf i Laterna Film, og lavede utallige dokumentarfilm, og om de kongelige, alt det de laver i TV nu af den slags, prinsessebryllup, prinsesse dit og prinsesse dat, så var vi udkommanderet en 6, 8,10 mand med hver sit lille håndholdte kamera.

Blev de så set i biograferne disse dokumentarfilm?

 Jah, der var jo et system med at man viste en lille forfilm når man gik i biografen, sådan på 15 til 20 minutter og det var jo ofte klippet sammen af dette aktuelle stof, men det var også arkivstof, som man i filmselskaberne regnede med at der ville blive brug for, og det blev der virkelig også. Det er blevet kørt nogle gange, jeg kan da genkende det når jeg ser det i fjernsynet.  

Pressefoto fra optagelser i Havnsø

Men så var der alle de udenlandske produktioner i Danmark og det var via Laterna Film og vi blev lejet ud.

Der kom bl.a. en amerikansk produktion med Dinah Shore, siger det jer noget? Hun var sangerinde – et stort navn. Alt hvad der kunne krybe og gå var med på den produktion i Tivoli bl.a. med SweDanes, Dirch Passer og også ham den svenske bokser Ingemar Johansson, han var med fordi han var et navn, han skulle ikke bokse, han skulle bare være med.

En anden film ”Den falske forræder” (1962). Der var jeg på kamera-holdet. Men det er sådan, at på en amerikansk film er der 12-14 mand eller deromkring på fotojobbet. Hvad der egentlig var min rolle, husker jeg ikke præcist. Min gode ven Lars Knutzon var også med. Han var godt nok normalt ikke på fotoholdet. Det var med William Holden, Lilli Palmer, Hugh Griffith, tror jeg han hed, og en masse andre og Poul Richhardt og Klaus Kinski, en tysk skuespille. Vi boede oppe i Havnsø og på Dragsholm Slot, mener jeg det hedder.      Den slags film var der nogen stykker af.

Er der nogle yderlige spillefilm, som du har været med til, som du vil nævne her?

Joh, så udviklede det sig jo, Så mødte jeg Bent Christensen, og da var jeg sådan mere eller mindre freelance-assistent og kom både på Palladium, Saga, Novaris og Nordisk Film og var med der, og så skulle Bent Christensen lave….. jeg tror det startede med”Weekend”

Den kan jeg godt huske, var det ikke Rifbjerg, der skrev den?

Jo, det var Klaus Rifbjerg, der skrev den og fotografen var en blændende svensk fotograf, der hed Georg Oddner, han var ikke filmfotograf, men var modefotograf, med nær tilknytning til den svenske filmelite. En pragtfotograf, nærmest en magnumfotograf, ikke…

Han skulle fotografere, og det kunne han jo ikke, jo selvfølgelig kunne han fotografere, men han vidste jo ikke så meget om billeder der bevægede sig, og så var jeg med. Jeg blev hans assistent og den der kørte med kameraet, faktisk. Jeg passede alt med kameraet og han passede alt med lyset, og det gjorde han helt fantastisk, og han lærte mig utrolig meget om at fotografere. Det var en fantastisk oplevelse, men det var en kedelig film, sådan set, men det var et forsøg på at lave sådan en Nouvelle Vague-film.

Det var den første sådan lidt vovede film?

Vovet?.. ja måske set med datidens øjne, men det var ikke det der var det primære. Det var det heller ikke i alle de pragtfulde franske moderne film. ´Frigjorte fra fortidens moralske forudsætninger´- skal vi ikke kalde det sådan? 

Så jeg kan høre du har været med til mange forskellige film?

Ja, så kom ”Støvsugerbanden”. Der var jeg cheffotograf, som 24-årig, det var vist helt flot når jeg tænker på det nu, jeg vidste ikke en skid om noget som helst, men jeg kunne det der. Flemming Jensen var medfotograf og tog sig af lyset – på den traditionelle måde.

Alle de gamle danske skuespillere var med: Clara Pontoppidan, Henrik Bentson, Gunnar Lauring, Hans W. Petersen, Johannes Meyer – og mange flere. Det var en festforestilling.

Vi lavede også film i Afrika, det var Henning Karmark, ASA Film og Bent Christensen.   Vi var i Afrika i 4 uger, det var ret spændende på mange måder – filmen hed ”Syd for Tana River”.   

- en forfærdelig traditionel film.   Det var sådan en Morten Koch-film udsat for Afrika, men det var jo med bl.a. Poul Reichhardt, Charlotte Ernst, William Rosenberg, Axel Strøbye og Bent Christensen, som spillede sådan ´en Peter Lorre rolle´, og vi boede ude i safari camp, som vi havde overtaget fra en stor amerikansk produktion.

Men må jeg spørge dig om en anden ting, hvorfor blev det lige pludselig noget andet end film du beskæftigede dig med?

Ja, jeg var med i nogle forskellige ting efter det også, men det var ligesom det dæmpede sig lidt.

Det var midt i 1960erne?

Ja, det var midt i 1960erne, min ældste søn blev født i 1964, og der flyttede vi på landet i et lille bondehus og så gik tingene mere eller mindre i stå. Måske var jeg også mindre interesseret i det efterhånden, og så skete der det meget markante, at pornoen blev frigivet og det vil sige, at der skulle være blød porno - hed det vist – i næsten alt hvad der blev lavet for ellers var det ligegyldigt, så kunne man ikke sælge det og det var dræbende for hele filmbranchen, som netop var på vej til genfødsel. Den bløde porno ødelagde en masse.

Jeg var – med lidt skam at melde – med på ”Jeg en kvinde”, kan i huske den?

Det kan spørgerne godt!!!!

Så var der den Christine Keeler-affære i London, Den skulle der også laves film om, og den blev lavet i Danmark … det blev altså værre og værre.. og alle de der sengekantfilm, dem var jeg heldigvis ikke med i.

Men hvorfor skiftede du branche?

Jaaa - derfor … til sidst tænkte jeg, det her ender sgu galt… altså mine kollegaer, de var jo næsten alle sammen gået til fjernsynet, eller også var de ved at død af druk…  og jeg kunne se, at det her holder altså ikke. Så begyndte jeg pludselig at - nej så skete der det oppe i det her ´lille hus på landet´ – der gik jeg ned i planteskolen og købte 5 østrigske fyr, kan jeg huske.   Så tog jeg hjem og plantede dem, fordi jeg havde en ide om hvordan det skulle indrettes der. Så gik der et års tid og så viste sig jo, at det var ikke en skid østrigske fyr. Så tænkte jeg, det her må jeg lære noget mere om, fordi jeg bliver nødt til at lære noget om planter, når jeg nu bor her på landet.

 Når man beskæftiger sig med noget, skal man vide noget om det …. og så begyndte jeg at lære noget om det, og tænkte, det er sgu ikke så dumt. Det er faktisk meget interessant, og det her hvide papir, jeg tror jeg har tegningen endnu -tapetpair – af haven omkring ´det lille hus på landet´ Det blev sådan til lidt mere, og jeg begynde uddannelse og praktiktid som landskabsarkitekt, kom på Landbohøjskolen, som væsentlig ældre end de andre der var der på mit hold.   Det er jo fint at uddanne sig når man er lidt moden i det, det går meget hurtigere, bedre og nemmere – det kan jeg anbefale

Efter det kom jeg på tegnestue hos de fornemste vi havde – Ole Nørgaard’s tegnestue og Ginman, Harboe og Borup’s tegnestue. Der var jeg i mange år. Jeg var også hos Klint og Lund-Sørensen, da Morten Klint døde, en kendt landskabsarkitekt, og de manglede så en mand. 

Jeg var meget faglig interesseret, det synes jeg også skal med, jeg var med i Landskabsarkitekt-foreningens bestyrelsen, jeg var faktisk formand en periode.

Havde du egen tegnestue?

Ja, efter mange års ansættelse på den ene, den anden og tredje tegnestue, og mere eller mindre organiserede samarbejder med kolleger, havde jeg efterhånden etableret min egen tegnestue, ene mand altså. Og det gik fan'me også godt, der tjente jeg penge.

Kan du huske hvornår du blev selvstændig? 

Det var nok omkring 1985-90, jo det passer meget godt, 7 år det ene sted og 7 år det andet sted, og så nogen år hvor jeg var både ansat og selvstændig.  Det var en flydende overgang. Jeg boede  på Christianshavn og jeg var blevet skilt, og jeg var også blevet 50. En overgang var jeg faktisk også medindehaver af min gamle tegnestue GHB, men det var ingen god ide. De gamle ville gerne trække sig – de unge ville gerne overtage …. Og så sad jeg midt imellem…. Farvel og tak. Og jeg havde rigeligt af kontakter til at klare mig selv.

Nu er du så kommet til Svendborg og til Skattergade! 

Jo, men det er jo en helt anden historie. En ret privat historie. Jeg flyttede til Svendborg fordi jeg blev far til tvillinger i 1992. De var født på Christianshavn, hvor vi boede et par år. Så var det slut og de flyttede herover.

Jeg kom først herover i et lejet hus ude på Hvidkilde, altså sådan et slags weekendhus, og det gik jo sådan set meget godt. Det var før broen blev bygget og jeg kørte over i Landroveren som jeg havde -et dejligt køretøj. Den kørte jeg herover i hver anden weekend og vi installerede os i det der hed ”fars hus”, det hedder det stadigvæk når vi kører forbi, ”Der ligger fars hus”.

Men så brugte jeg jo tiden på at klippe hæk og slå græs, var stadigvæk ikke sammen med børnene, jo det var jeg selvfølgelig, men jeg var jo ikke kommet herover for at klippe gervens hæk.     Så kom broen, og så kørte jeg med tog til Nyborg og samlede børnene op, og så tog vi til Christianshavn. Det var også lidt skæggere for børnene..

Så sagde jeg huset op, og jeg besluttede mig til at forlade Christianshavn – og det var bare godt. Jeg havde været der i en halv menneskealder, så jeg var christianshavner så det ville noget – men ting slutter jo, og jeg havde sikkert godt af at flytte teltpælene. Og så købte jeg den her lejlighed i Skattergade i 2002.

Min datter Sofie har butikken heroppe i Korsgade og bor sammen med sin Rasmus her i Svendborg og Mads bor også i Svendborg. 

Men jeg har jo altid haft det sådan, at jeg ikke kan lade være med at engagere mig i mine omgivelser, det gjorde jeg på Christianshavn, og det gør jeg også her også i Svendborg som helhed.

Svendborg er verdensmester i at holde beboermøder, høringer om det ene eller andet. Det er jo for så vidt godt nok – som princip, - men hvis det dækker over en usikkerhed fra politikkernes side om hvad de skal mene om det ene eller andet, kan det meget nemt føre til en populisme af værste skuffe: ”Den der råber højst bestemmer”….. eller ”den der giver flest kroner i kommunekassen bestemmer” Argumenterne finder vi senere.

Jeg lavede talrige projektforslag, for at markere mig:  Frederiksøen, Hulgade-karreen, Letbane-løsningen osv. Svaret var som regel: ´Det er sandelig interessant, det må vi kigge nærmere på´ Og det gik langsom op for mig, at det var ikke sådan man skulle gebærde sig her til lands.

Jeg havde ikke været her så længe før jeg mødte Rudi Rusfort, som spurgte om jeg ville være med i ” By og Land”, og det ville jeg jo gerne. Foreningen hedder jo” By og Land, Sydfyn”, men der var mest bygnings-arkitekter og ingen landskabsarkitekter, men det var jeg jo. Jeg var med i bestyrelsen i ca. 5 år og jeg mødte mange spændende mennesker, det var sådan set det vigtigste. Jeg var med til mange møder i kommunen og rundt omkring i byens kulturmiljøer, mødte politikere og embedsfolk og blev ´du’s´ ´med systemet.

Hvorfor stoppede du i ”By og Land”? 

Det gjorde jeg måske fordi jeg synes jeg kunne noget andet og mere, som jeg ikke kunne komme igennem med der og så det sædvanlige: Nu må det være slut, nu må vi til noget andet. Der var på ingen måde nogen konflikt i det, og jeg er fuldstændigt på linie med By og Land.

Men det blev så Skattergade jeg blev mere og mere engageret i.

Og så en dag mødte jeg Bjarne nede på gaden, og Bjarne sagde, at der var tale om, at vi skulle lave en hjemmeside. Bestyrelsen havde snakket om det og de syntes at det var en god ide at lave en hjemmeside – det mente jeg bestemt også og det vil jeg gerne være med til, men under en betingelse og det var at Søren er med, kan du huske det Bjarne?

Bjarne: Ja, jeg kan godt huske du sagde det.

Og så dannede vi faktisk Redaktionsgruppen, og Hanne var med, hun var i bestyrelsen og det var du også Bjarne, og Hanne sagde at hun også ville være med hvis bare Lars var med. Så vi var 5 og det var fint, en god helhed med en fantastisk go’ kemi.

Så startede det hele, og vi lavede hjemmesiden, det synes jeg var flot gjort at vi kunne det. Jeg havde en hjemmeside i forvejen fordi jeg var ved at sælge min båd – vi har i øvrigt slet ikke talt om min båd, 30 år på søen!!

Nå men så lavede vi den hjemmeside, og jeg må sige, at jeg er lidt stolt af den som den er, jeg synes den fungerer og jeg ved fra flere, at de synes det er en skide god hjemmeside og den er helstøbt og fint orkestreret. Det er jeg stolt af at have været med til.

Vi synes du har gjort det rigtig godt med hjemmesiden, det er et fantastisk arbejde du har lavet.

Det glæder mig at høre.......

Skal vi ikke her hen mod slutningen lige vende kampen for at få genåbnet overgangen i Skattergade, du lavede i sin tid en meget flot plan af overskæringen, som desværre ikke blev til noget. 

Selv om den ikke blev til noget gjorde det et godt indtryk hos kommunen, at vi kunne præstere så professionelt et stykke arbejde. Det har været med til at skabe respekt om Skattergade Beboerforening hos kommunen, og det tror jeg er vigtigt.

Det ved jeg godt, og nu kan vi jo gå i gang med en helt ny diskussion, men jeg er nødt til at sige, at jeg synes at tingene er blevet behandlet forkert.

Det ved vi godt du synes, men bare det, at vi som forening er lykkedes med at rejse et projekt over for kommunen, og få lavet det der nu bliver en genåbning af overskæringen.'

Nå… Jeg synes vi havde fat i den lange ende dengang og at man gav sig for let. Det kan godt være, at vi ikke havde vundet slaget 100%, det vil jeg nok gætte på, at vi ikke havde, men vi havde bestemt kunne gøre så meget mere i den sag end det der blev gjort, og det synes jeg er ærgerligt.

Vi havde mange venner dengang: ”By og Land”, Museet, ”Liv i min by”, Forvaltningen og en stor del af de ansvarlige politikere. Vi kunne have startet en storm over landet, som havde givet genlyd.

Men vi mistede fodfæstet for et par år siden af forskellige interne grunde. Sådan føler jeg det, og det var fan´me ærgerligt. Vi kunne virkelig have ”rørt i suppen” dengang. Det kan vi ikke nu. Det er for sent.

Og Bane Danmark kan fortsætte som ´byplanlæggere´, køre tværs igennem kulturmiljøerne i de gamle byer, som de ikke har mange følelser overfor

Men jeg vil faktisk gerne slutte af med at sige - og det har ikke noget som helst med overgangen at gøre - at når vi sejlede, så var det ikke en ordentlig sejltur, hvis vi ikke havde været i Svendborg, og en af mine tilknytninger til Svendborg, det var at vi lagde til hernede ved ”Træskibsbroen”, og der lå vi og nød, at nu var vi kommet til Svendborg og her kunne vi gå i byen og her kunne vi købe ind og så var vores tur rigtig startet, det var sådan første etape på mange ture.

 Svendborg er en fantastisk by at komme til på mange måder, der findes ingen anden by der er så nødvendig for sejlende som Svendborg.

Det var den dengang og jeg havde ingen anden tilknytning til Svendborg, og det var længe før jeg havde grund til at flytte hertil, det var rigtig skønt, og det skal Svendborg blive ved med at være.

 

Bjarne og Søren siger mange tak til Henrik for at vi måtte få denne snak med ham og ønsker til lykke med den runde dag.